Ældrefællesskaber & Biblioteker

I samarbejde med fire folkebiblioteker og fire nærliggende almene boligområder, vil dette projekt samle ny viden om og skabe metoder til, hvordan kulturelle og sociale aktiviteter kan udvikles og benyttes til at mindske ensomhed og øge livskvaliteten hos ældre mennesker. 

Baggrund for projektet

Forskning viser, at et aktivt ældreliv og antallet af sociale relationer har en positiv effekt på ældre menneskers generelle sundhedstilstand og livskvalitet, og at det er af stor betydning, at den ældre selv kan håndtere dagligdagens gøremål. Der har længe været fokus på motion som havende en afgørende betydning for livskvalitet og sundhed. Men international og nyere dansk forskning peger på, at kultur, kunst og aktiv kunstnerisk udøvelse kan have en mærkbar positiv virkning på personer med en række forskellige fysiske lidelser, og er udbredt i behandlingsøjemed i sundhedssektoren i Storbritannien.

I Danmark er både praksis og forskning på dette område i sin vorden. Der er særlig fokus på Folkebibliotekerne, da de med mere end 36 mio. besøgende er den mest besøgte kulturinstitution i Danmark. Det moderne bibliotek er et bredt kulturtilbud til mange forskellige grupper af befolkningen, der strækker sig over litteratur, kulturelle arrangementer til fællesskabsdannede aktiviteter som lokalt forsamlingshus.

 

Et væsentligt indsatsområde

Vi ved, at mange bruger biblioteket til andet end at låne bøger. De møder andre mennesker, fordyber sig og indgår i fællesskaber på tværs af alder og social status, dels omkring bøgerne og dels når de deltager i forskellige arrangementer eller bare kommer i biblioteksrummet. Vi ved også, at kultur- og biblioteksbesøg har en positiv effekt på menneskers livskvalitet. Nu vil vi finde ud af hvorfor og hvordan tilbuddende kan skræddersys til vores ældre borgere, med henblik på at øge deres trivsel og mentale sundhed.

 

Formål 

Overordnet er projektets formål at mindske ensomhed og skabe bedre livskvalitet for ældre gennem kulturelle aktiviteter iværksat af folkebiblioteket.

Herunder at undersøge, teste og formidle viden om og metoder til:

  • Hvordan biblioteksfaglige, boligsociale og andre lokale aktører kan arbejde sammen om at mindske ensomhed hos ældre beboere i almene boligområder.
  • Hvordan ældre ensomme får interesse i at benytte de kulturelle tilbud på bl.a. folkebiblioteket – herunder hvordan biblioteket i samarbejde med de boligsociale medarbejdere kommer i kontakt med de enkelte beboere.
  • Hvordan folkebiblioteket som institution fremadrettet kan udvikle bæredygtige, relevante, kulturelle aktiviteter for de lokale ældre borgere - særligt for dem, der føler sig ensomme.

Desuden er formålet at:

  • Opnå viden om hvilken effekt det har for den enkelte at deltage i kulturelle fællesskaber – målt ud fra kvalitative såvel som kvantitative målemetoder.

Projektet løber fra juni 2016 til december 2017.
 

Se oversigt over indhentet viden her.

Se oversigt over mediernes dækning her.

Projektet er støttet af VELUX FONDEN med 4 millioner kroner.